Krigsskib på 5000 ton bliver del af Nordkoreas atomforsvar

UDLAND7. SEP 2026 • 01:40

Kim Jong-un siger, at skibet "Kang Kon" øst for den koreanske halvø skal være del af nukleart forsvarssystem.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, siger, at et nyt krigsskib i landet vil indgå i et nukleart forsvarssystem og kan udføre det, han kalder udslettende gengældelsesangreb.

Det rapporterer det statslige medie KCNA mandag, skriver Reuters.

Det fremgår dog ikke, om skibet vil være udstyret med atomvåben.

Nordkorea har sat farten op i bestræbelserne på at modernisere landets flåde. Samtidig går Kim Jong-un efter en bredere udbygning af de styrker, der er i stand til at anvende atomvåben.

Ved en ceremoni søndag i havnebyen Wonsan i det østlige Nordkorea lød det fra lederen, at indsættelsen af det nye skib i farvandet øst for den koreanske halvø sender et klart signal til Nordkoreas fjender.

- Tiden er kommet til, at vi udøver vores suverænitet til søs og under vandet, lød det ifølge KCNA.

Krigsskibet "Kang Kon" på 5000 ton er det andet krigsskib af sin klasse, der er blevet indsat, efter at "Choe Hyon" blev taget i tjeneste på Nordkoreas vestkyst for cirka tre måneder siden, sagde Kim Jong-un søndag ifølge KCNA.

Nordkoreas atombevæbning til søs er under udvikling, og landet vil fortsætte med at udbygge det, han kaldte Nordkoreas mest kraftfulde strategiske kapaciteter i vigtige farvande.

Det sker for at beskytte landets maritime suverænitet og den regionale sikkerhed, lød det.

Kim Jong-un tilføjede, at "Kang Kon" vil indgå i Nordkoreas statslige atomberedskabssystem.

KCNA melder ifølge Reuters ikke noget om, hvilke våbensystemer der eventuelt vil blive indsat på "Kang Kon".

Mediet skriver dog, at det har de samme våbensystemer som "Choe Hyon".

Tidligere har KCNA rapporteret, at skibe fra klassen kan udstyres med en række forskellige våben. Herunder missiler, som ifølge analytikere kan udstyres med atomsprænghoveder.

Kim Jong-un sagde søndag også, at han om otte måneder vil løfte sløret for endnu et skridt i Nordkoreas opbygning af flåden, skriver KCNA uden at give flere oplysninger.

Det står derfor ikke klart, hvilket skridt der er tale om.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT