Mistænkt krænkelse af polsk luftrum viste sig at være fugle
Der er ingen sikkerhedstrussel i det polske luftrum, oplyser landets militærs operative kommando søndag.
Polske myndigheder iværksatte søndag eftermiddag en undersøgelse af en mulig krænkelse af polsk luftrum.Kort efter kunne det polske militærs operative kommando dog konstatere, at der var tale om en flok fugle.
Det oplyser den operative kommando på X ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Der er ikke registreret nogen trussel mod sikkerheden i Republikken Polens luftrum, lyder det fra den operative kommando på X.
- Indikationer registreret af radarsystemerne var ikke relateret til en krænkelse af polsk luftrum. De var forårsaget af en stor flok fugle, hvis passage blev registreret af luftrumsovervågningssystemer.
Et uidentificeret objekt blev registreret i det polske luftrum. Det skulle være kommet fra belarusisk retning.
En militærhelikopter blev sendt i luften. Flytrafikken fra lufthavnen Rzeszów-Jasionka i det sydøstlige Polen var også kortvarigt indstillet for at give plads til militærhelikopteren.
Efter meldingen om, at der var tale om en flok fugle, er flytrafikken genoptaget.
I juli udtalte Polens premierminister, Donald Tusk, at et flyvende objekt, som blev registreret på radarer i landet, muligvis var et russisk missil.
Den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), var efterfølgende ude med en kraftig fordømmelse.
- Jeg fordømmer kraftigt det russiske angreb, som har dræbt civile i Ukraine, og krænkelsen af polsk luftrum. Ruslands krig er en trussel mod vores kollektive europæiske sikkerhed, sagde hun i en udtalelse delt på Statsministeriets profil på det sociale medie X.
Polen er medlem af Nato og er en del af forsvarsalliancens østlige flanke. Landet grænser blandt andet op til Belarus, som er en nær allieret af Rusland, og Ukraine, som siden 2022 har været i krig med Rusland.
RITZAU
