Topfigur i Sverigedemokraterna går på orlov efter anklager mod samlever

UDLAND6. SEP 2026 • 18:27

Gustav Gellerbrants samlever beskyldes for at have delt prorussisk propaganda og desinformation i ti år.

Gustav Gellerbrant, der er en central figur i det svenske højrefløjsparti Sverigedemokraterna, går på orlov, efter at hans samlever beskyldes for at have spredt russisk propaganda.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Gustav Gellerbrant er politisk rådgiver og højt placeret i Sverigedemokraternas sekretariat.

- Den igangværende hetz har medført en umenneskelig belastning for min familie i løbet af den seneste uge, lyder det fra Gellerbrant i et opslag på Facebook søndag.

Ifølge TT beskrev det svenske medie Expo torsdag, hvordan Gellerbrants samlever, Polina Malaberg, i omkring ti år har spredt artikler og opslag fra kanaler, der er kendt for russisk propaganda og desinformation.

Desuden skulle hun også have hyldet Ruslands præsident, Vladimir Putin, skriver TT.

Ud over at være Gellerbrants samlever er hun ansat som politisk sekretær i Riksdagen.

I Facebook-opslaget skriver Gellerbrant, at der er tale om "påstande og løsrevne oplysninger", som har til formål at "mistænkeliggøre hende med udgangspunkt i hendes russiske oprindelse".

Polina Malaberg flyttede fra Rusland til Sverige i 2006.

- Expo gengiver opslagene uden deres sammenhæng, i nogle tilfælde uden at redegøre for det, som ifølge Polina er åbenlys sarkasme og ironi, lyder det fra Gellerbrant.

Ifølge TT skriver Expo også om Polina Malabergs engagement i et amatørteater i Sverige, hvor teatrets leder skulle have deltaget i konferencer, hvor personer fra den russiske efterretningstjeneste har været.

Ifølge Expo har teatret modtaget støtte fra den russiske stat, skriver TT.

Expos chefredaktør, Anna Fröjd, mener ifølge TT, at oplysningerne er veldokumenterede, og at Gellerbrant undgår de mest "graverende oplysninger i undersøgelsen".

Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, siger til SVT Nyheter, at det i sidste ende er et spørgsmål for Sverigedemokraterna, skriver TT.

Kristersson støtter op om, at Gellerbrant går på orlov.

- Det synes jeg, er en god løsning, siger han til SVT ifølge TT.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT