To nye lejlighedsbygninger på Amager Fælled skal rives ned

INDLAND/KRIMINAL9. SEP 2026 • 13:44

Berørte lejere og ejere kan få kompensation efter beslutning om at rive bygninger ned med i alt 172 boliger.

Selskabet Fælledby, som står bag lejlighedsbyggerierne på Amager Fælled i København, føler sig nødsaget til at rive to af de ellers nybyggede bygninger ned igen.

Det oplyser Fælledby i en pressemeddelelse.

- Som bygherre har vi det ultimative ansvar for købere og lejere, og vi kan på ingen måde stå inde for at lade nogen flytte ind, sådan som bygningerne står i dag, siger Henrik Steenstrup, der er bestyrelsesformand for Fælledby, i pressemeddelelsen.

Fælledby baserer sin vurdering på en undersøgelse, som ingeniørfirmaet Sweco har lavet.

Ifølge Fælledby er det vurderingen i undersøgelsen, at bygningerne er "totalskadede", og at de har væsentlige fejl og mangler.

De to byggerier tæller tilsammen 172 ejer- og lejeboliger. Fælledby har kontaktet alle berørte ejere og lejere med tilbud om kompensation.

Fælledby besluttede, at bygningerne skulle undersøges, efter at totalentreprenøren Scandi Byg gik konkurs i 2025.

Ifølge bygherren har det nu konkursramte selskab ikke været involveret i de andre lejligheder i området, men kun i de to bygninger, som nu skal rives ned.

Fælledby har tidligere kritiseret Scandi Byg i sin årsrapport for 2025.

I den forbindelse understregede ejeren af Scandi Byg - Nordic Wood Industries - over for Byrumsmonitor, at selskabet i sin genopståede form efter konkursen ikke har været involveret i byggeriet på Amager Fælled.

Her skrev koncerndirektøren i Nordic Wood Industries, Holger C. Hansen, til mediet, at virksomheden i dag har "nyt CVR-nummer, ny organisation/ledelse og et andet setup".

Fælledby er ejet af pensionsselskabet PensionDanmark og udviklings- og driftsselskabet By & Havn.

Byggeriet på Amager Fælled har længe været omdiskuteret.

Blandt andet er foreningen Amager Fælleds Venner gået rettens vej i et forsøg på at stoppe byggeriet. Foreningen mener, at byggeriet ødelægger naturen.

Når byggeriet er færdigt, ventes det at bestå af over 2000 boliger.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT