Statsministerkandidater er uenige om svensk økonomis tilstand
Ulf Kristersson og Magdalena Andersson støder onsdag sammen i en statsministerduel før valg søndag.
De to svenske statsministerkandidater Ulf Kristersson fra Moderaterna og Magdalena Andersson fra Socialdemokraterna er ikke enige om, hvordan det står til med svensk økonomi.Den siddende statsminister, Ulf Kristersson, mener, at det går godt, og at Sverige er gået fra bunden til toppen, når det kommer til vækst i Europa.
Det siger han under en statsministerduel onsdag aften fire dage før valget, skriver SVT.
Omvendt mener Magdalena Andersson ikke, at Sverige lever op til sit vækstpotentiale.
- Hvis vi havde haft en udvikling i arbejdsløsheden som i resten af Europa, havde 100.000 flere svenskere haft et arbejde, siger hun ifølge SVT.
Ved valget kæmper den borgerlige regering med Moderaterna, Kristdemokraterna og Liberalerna for at beholde magten, eventuelt med deltagelse fra Sverigedemokraterna.
På den modsatte side står oppositionen, som består af Socialdemokraterna, Miljöpartiet, Centerpartiet og Vänsterpartiet.
RITZAU
