LEDER / DEBAT / 11. SEP • 05:30

TV2-regionerne tager brødet ud af munden på private lokalmedier

TV2-regionerne tager brødet ud af munden på private lokalmedier
Foto: Marine Gastineau

De lokale mediers forening, FFP, bringer i dag på tværs af landet et fælles budskab.

Hvis det lokale demokrati skal fungere, og hvis det lokale fællesskab skal trives, så er det helt uundværligt, at lokale medier holder demokratiet levende og i ørerne med professionel og uafhængig journalistik.

Hvis dit lokale medie ikke findes, vil dit lokalsamfund blive fattigere.

Problemet er bare, at statens otte regionale TV2-stationer for skattekroner skriver om lokale forhold, som de leverer gratis på deres nyhedssites. Dette sker i direkte konkurrence med de lokale medier, som dermed presses urimeligt hårdt. De lokale private medier skal have betaling for indholdet, hvis de skal eksistere.

Dette ulige konkurrenceforhold bliver nu dokumenteret i en undersøgelse af markedet for digitale nyheder lavet af det uafhængige analyseinstitut HBS Economics for Danske Medier.

I undersøgelsen stilles 1.356 danskere over for en række valgmuligheder for at vælge forskellige medietyper – privat eller statsligt, gratis eller betalt, nationalt eller lokalt. Undersøgelsen viser, at det skader de lokale private medier, at TV2-regionerne har forladt det regionale arbejdsfelt og bevæget sig ind på de lokale mediers skrevne nyhedsområde.

TV2-regionerne og en kulturministeriel arbejdsgruppe har ellers forsøgt at bilde danskerne ind, at det ikke skulle skade de lokale, private medier, at TV2-regionerne et gået ind på det skrevne lokale nyhedsmarked på nettet. Det er endda ligefrem blevet anført, at det skulle give flere kunder, fordi de gratis digitale nyheder fra TV2-regionerne skulle nære lysten til også at læse de samme betalingsnyheder hos de private medier.

Det er selvfølgelig forkert. Både sund fornuft og al markedsteori siger, at gratis altid slår betalt.

Hver gang en gratis public service-hjemmeside får 10 nye brugere, vil de 9 brugere komme fra private betalingsmedier. Hvis public service-hjemmesider ikke fandtes, ville det private onlinemarked opnå 73 procent større omsætning.

Siden 2021 er antallet af sidevisninger hos TV2-regionerne vokset med 174 procent, mens private lokale medier kun er vokset to procent. Og al væksten hos TV2-regionerne er sket siden 2023, hvilket nøjagtig er det tidspunkt, de kastede sig over lokale, digitale nyheder.

Det er helt uhørt, at staten i den grad kører et privat erhverv ud i tovene. Tænk hvis staten gjorde det samme i byggebranchen eller bilbranchen? Og det er helt uhørt, at staten i den grad spiller hasard med eksistensen for de medier, der er det lokale demokratis allervigtigste forudsætning.

TV2-regionerne modtager i runde tal 600 millioner skattekroner om året, mens alle de private, lokale medier samlet set får cirka 150 millioner i støtte.

Men de private, lokale medier ønsker ikke flere penge fra staten. Dem vil vi helst selv tjene, men det kan vi ikke, når TV2-regionerne forærer det indhold væk, som vi skal leve af. Derfor ønsker de lokale medier alene en bæredygtig rollefordeling: TV2-regionerne skal koncentrere sig om de regionale nyheder, der går på tværs af kommuner, og om at producere levende billeder til deres skrevne nyheder. Det var i øvrigt, hvad TV2-regionerne blev sat i verden for.

Lederen er underskrevet af:
Alex Nielsen, administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør, Mediehusene Midtjylland
Michael Bjerregaard, administrerende direktør, Sjællandske Medier
Peter Orry, seniorredaktør, JFM
Jesper Dollerup Merved, konstitueret chefredaktør, Bornholms Tidende








FÅ ABONNEMENT