Når kommandobroen skælver

Jesper Dollerup Merved

Journalist

Det kræver mere mandsmod at trække stikket end at lade sig rive med af strømmen. Jess Perssons åbenhed er et tiltrængt opgør med en sejlivet myte.

Der er noget dybt forankret i vores kultur omkring den stærke mand.

Ham, der tager ekstra vagter juleaften, styrer færgen sikkert i kuling, passer bestyrelsesposter og driver virksomhed ved siden af. Skibskaptajnen, der står fast på broen, uanset hvor meget det stormer.

I lørdagens avis fortæller kaptajn og bestyrelsesformand Jess Persson en stærk, personlig og nærværende historie, der piller den facade fra hinanden. Det er ikke en fortælling om at "finde sig selv" eller "mærke efter i mavefornemmelsen".

Det er den rå og usminkede beretning om en krop, der til sidst fysisk sagde fra over for et hoved, der nægtede at give op. Om en knytnæve i solar plexus, pludselig gråd og erkendelsen af, at knappen ikke bare kan trykkes ind igen efter 14 dages ferie.

Det er stærkt, at Jess Persson står frem. Ikke for at søge medynk på de sociale medier – det ligger ham fjernt – men fordi hans historie rammer en nerve i et samfund, hvor vi har det med at forveksle travlhed med ufravigelig pligt.

Særligt på Bornholm, hvor netværkene er tætte og rollerne mange, kan presset hurtigt ophobe sig. Når en kendt og respekteret profil som Persson åbent indrømmer, at han opfattede det som et lammende nederlag ikke at kunne passe sin vagt, sætter han ord på den skam, der desværre stadig følger med overbelastning.

Alvorlig stress er ikke et moderigtigt modeord for at have en travl uge. Det er en alvorlig tilstand, som i yderste konsekvens nedbryder helbredet fuldstændigt.

Læren i Perssons historie handler ikke om at geare ned og dyrke tilbagetrækningen som livsstil. Den handler om den nøgterne erkendelse af, at ingen – uanset vægt, titel eller sejlede sømil – er usårlig. Og at det største nederlag i virkeligheden ikke er at trække stikket i tide, men at lade stå til, indtil kroppen selv gør det for en.

Tak til Jess Persson for at stå frem med sin historie. Den bør give anledning til eftertanke på tværs af både arbejdspladser og middagsborde.