SUNDHED / 5. MAR • 15:30

Stress, overvægt og for lidt søvn – men der er små lyspunkter

Stress, overvægt og for lidt søvn – men der er små lyspunkter
Centerchef Louise Juel Pedersen kan trods bekymringen også finde et positivt element ved den nye undersøgelse. Arkivfoto: Bornholms Regionskommune

Flere bornholmere er svært overvægtige, sover for lidt og oplever en hverdag med stress. Det er bekymrende, men ifølge centerchef Louise Juel Pedersen er der lys for enden af tunnelen.

– Der er ingen tvivl om, at vi kigger på rapporten med bekymring. Vi kan se, bornholmernes sundhedsstatus ikke ser god ud. Særligt de unge er stressede og pressede, siger centerchef for Sundhed og Omsorg hos Bornholms Regionskommune Louise Juel Pedersen.

'Danskernes sundhed - tal for den nationale sundhedsprofil' er titlen på en ny rapport, der undersøger danskernes sundhedstilstand. Undersøgelsen er lavet af Statens Institut for Folkesundhed for Sundhedsstyrelsen. Ifølge den nye og omfattende rapport går det dårligt for den danske sundhedsprofil, og det er også tilfældet på Bornholm.

Rapporten bliver udgivet hvert fjerde år, og ifølge centerchefen glæder de sig til at få rapporten i hænderne.

– Det er en stor ting, fordi det giver et meget detaljeret indblik i den nuværende sundhedstilstand for borgerne på Bornholm. Vi kigger jo særligt på udviklingen i sundhedsprofilen, og hvordan tendenserne udvikler sig. Derfor er det altid spændende, siger Louise Juel Pedersen.

De små lysglimt

Selvom de nye tal i rapporten giver grund til bekymring, er der også positive takter. Særligt fremhæver centerchefen bornholmernes alkoholindtag.

I rapporten fremgår det, at færre bornholmere drikker over 10 genstande om ugen sammenlignet med tidligere. Samtidig er der flere af de målte sundhedsparametre, der er fladet ud.

– Antallet af overvægtige bornholmere er ikke steget, men er stagneret. Det er jo rigtig godt, selvom det stadig er et højt tal. Det samme kan vi se på rygeområdet. Der er ikke færre, der ryger, men der er heller ikke flere. Det er trods alt positivt, siger Louise Juel Pedersen.

Af den nye rapport fremgår det, at 38 procent af bornholmerne er moderat overvægtige, og 20 procent er svært overvægtige. Det er markant højere sammenlignet med tal fra resten af borgerne i Region Hovedstaden.

– Både overvægt og rygning har virkelig negative konsekvenser for den enkeltes sundhed. Det kan på sigt føre til en lang række livstilssygdomme. Hvis det begynder at stagnere eller ligefrem falde, er der måske et lille lys for enden af tunnelen, siger centerchefen.

Nye målinger

Som noget nyt er danskernes skærmforbrug og deltagelse i sociale fællesskaber blevet en del af den nationale undersøgelse.

Ifølge rapporten svarer 26 procent af de adspurgte bornholmere, at de ikke deltager i sociale fællesskaber. Det er fire procentpoint færre end resten af de adspurgte i Region Hovedstaden, hvor tallet ligger på 30.

– Det er meget oppe i tiden at undersøge skærmforbrug blandt unge mennesker, og det giver rigtig god mening. I den sammenhæng klarer bornholmerne sig rigtig godt. Selvom tallet er højt, ser det stadig bedre ud end andre steder i landet, siger Louise Juel Pedersen.

Det er også de unge og deres sundhedsprofil, der slår ud i andre dele af undersøgelsen.

– Flere bornholmere er stressede og pressede i hverdagen. Det gælder jo særligt for de unge, og det er en landstendens, som vi oplever. Det er ikke unikt for Bornholm, men selvfølgelig bekymrende, siger Louise Juel Pedersen.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT